VI ØNSKER AT BEVARE LÆGEDÆKNINGEN I VORES OMRÅDE.

 

Danmarks sundhedsvæsen er under pres. Der mangler
kvalificeret personale mange steder, både på sygehusene, i kommunerne og i
almen praksis. Åbenrå kommune har igennem flere år været udpeget som
lægedækningstruet område med hensyn til almene læger, og Tinglev har længe
været udfordret.

Vi vil gerne bidrage til at du også fremover har mulighed
for at få behandling hos en praktiserende læge i dit nærområde. Derfor har vi
tilpasset strukturen i lægehuset, så vi fortsat kan drive en velfungerende klinik, trods
lægemanglen. Du kan læse mere her

rre læger – flere hænder

Vores lægehus er normeret til 3 praktiserende læger, men
der har siden 2016 kun været 2 faste almen medicinske speciallæger i huset. Vi
måtte derfor finde nye veje til at imødegå følgerne af lægemanglen. Vi
optimerer løbende lægehusets struktur for at tilpasse os de stigende
udfordringer. Vi har derfor udvidet vores team, som nu tæller 5
praksissekretærer og klinikassistenter, en bioanalytiker, 2
konsultationssygeplejersker, skiftende reservelæger samt de 2 faste
praktiserende læger.

Vi arbejder i små tværfaglige behandlerteams. Behandlingen
foregår i samarbejde med lægerne, men du vil ikke altid møde en læge i
konsultationen, når du kommer hos os. Du bliver tilknyttet en læge som
tovholder for din behandling samt en konsultationssygeplejerske, som også
kender dit forløb. Kendskab til hinanden og kontinuiteten i behandlingen er en
af styrkerne i almen praksis. Vi ønsker derfor at sikre, at du altid møder et
kendt ansigt, når du kommer hos os, selvom du ikke nødvendigvis ser din egen
læge hver gang.

Vores konsultationssygeplejersker er kompetente og
erfarne. Det samme gælder vores praksissekretærer, klinikassistenter,
bioanalytiker og reservelæger, der på lige fod indgår i vores behandlerteams.
Alle arbejder under supervision af vores speciallæger og deltager løbende i efteruddannelse.

Øget tilgængelighed

På trods af lægemanglen øger vi fra 1. april i år vores
tilgængelighed. Derfor har vi ændret vores tidsbestillingssystem og forlænget
vores telefontider. “Tid-samme-dag” afløses af et mere konventionelt
tidsbestillingssystem, som du sikkert kender fra andre lægehuse. Det betyder at
du fremover skal forudbestille dine aftaler i lægehuset. De, der sætter stor
pris på “tid-samme-dag”, kan glæde sig over at der fortsat findes
“tid-samme-dag” så længe ledige tider haves. Spørg blot, hvis du ønsker det. Du
vil selvfølgelig stadig kunne få en tid til akut vurdering samme dag, hvis din
helbredsmæssige situation kræver det.

Vores mål

Vi vil gerne bidrage til at bevare lægedækningen i vores
nærområde. Når du kommer hos os, vil vi gerne give dig en positiv oplevelse og
levere kompetent behandling. Vi er opmærksomme på, at sundhedsvæsenet generelt
er under pres. Vores ressourcer er begrænsede, og det er således nødvendigt at
prioritere. Derfor fokuserer vi som lægehus på at se alle de patienter, der bør
ses, og vi finder og behandler de sygeste først.

Med venlig hilsen

Dit behandlerteam hos Lægerne ved Banegården

Marie Werngreen og Helle Martin Jack, klinikejere