Hvis du har en privat sundhedsforsikring kan vi hjælpe dig
med at gøre brug af den i visse situationer.
Lægen finder indikation for henvisning:
Den ene situation er, at lægen efter undersøgelse af dig i
konsultationen finder indikation for en bestemt undersøgelse og vil henvise til
dette. Så skriver lægen en henvisning. Hvis du så fortæller at du har en privat
forsikring, du gerne vil gøre brug af, kan du printe henvisningen fra din side
på ”minsundhed.dk” eller evt. få e printet version med fra os.
Du ønsker henvisning til en bestemt service:
Den anden situation er, at du henvender dig hos lægen med et
ønske om en forsikringsbetalt ydelse, fordi du har en forsikring og nu har et ønske
om at bruge den.
I dette tilfælde skal du bede dit forsikringsselskab om at
sende os en anmodning, som vi så vil vurdere og besvare (Selve forespørgslen
fra forsikringen foregår via en såkaldt FP710).
Det er vigtigt, at du sikrer dig, at det er dit forsikringsselskab
og ikke dig, der skal betale honoraret for denne anmodning. Det skal du holde
på din ret til.
Du skal være opmærksom på, at lægen kun kan anbefale den
pågældende service, hvis det ikke strider imod den lægefaglige vurdering.
Lægen kan naturligvis ikke anbefale en service, som
risikerer at forværre din situation eller være forbundet med uhensigtsmæssige
bivirkninger. Ej heller kan lægen anbefale en service, hvis dennes faglighed
ikke synes tydeligt oplyst eller troværdig.
Derimod kan lægen godt anerkende et ønske om en service og
skrive henvisning til denne selvom den rent lægeligt synes unødvendig.
Hvis lægen ikke kan anerkende den service som du ellers har
besluttet dig for at du skal have gennem din forsikring, må vi understrege, at
det er en sag mellem dig og dit forsikringsselskab. Du kan så tale med
forsikringsselskabets læge om, hvorvidt du kan få den ydelse, du mener, at du
skal have som privat betalende forsikringskunde.
Alle forsikringsselskaber anerkender den beskrevne fremgangsmåde
og er forpligtet til at informere deres kunder om proceduren.
Hvis der skulle opstå uenigheder, så henvis gerne til denne
hjemmeside, eller bed forsikringsselskabets læge ringe eller skrive til os.
Fremmødeattester, som forsikringsselskabet udbeder sig:
Læs attesten grundigt igennem inden du møder og forbered dig
på spørgsmålene.
Sørg for at være helt opdateret på datoer for sygemelding,
ulykke, operationer og undersøgelser hos andre behandlere/læger/sygehuse.
Hvis du ikke har fået udleveret attesten af dit
forsikringsselskab, kan du få den udleveret i lægehuset, når du ved hvilken
attest, der er tale om.